DGIs aspiranter slutter sæsonen i Magion

Arkivfoto: DGI


Mere end 70 frivillige og bekendte til GGIF hjælper til, når der fredag og lørdag bliver fyldt med gymnaster i Magion i  Grindsted.

– Det er den største koordineringsopgave, som GGIF til dato har stået for og det glæder os, at vi kan få hele kabalen til at gå op, fortæller Sten Bang, der repræsenterer GGIF i det store planlægningsarbejde.

Her afholdes årets DGI Aspirantstævne i samarbejde mellem DGI Sydvest, Magion og Grindsted Gymnastik og Idrætsforening (GGIF) den 10. og 11. maj. Til dette landsdækkende stævne afslutter alle DGI landsdelshold sæsonen, og de glæder sig til at vise publikum og hinanden deres flotte opvisninger.

Til at åbne stævnet fredag aften den 10. maj kl. 18:00 kommer borgmester Ib Kristensen og Charlotte Bach Thomassen, der er landsformand for DGI.

Charlotte Bach Thomassen er oprindeligt fra Grindsted, hvor hun som ung selv var aktiv gymnast. I november 2018 blev hun valgt som den første kvindelige formand for en større dansk idrætsorganisation.

Der er gratis entré til aspirantstævnet i Magion, Grindsted.