DIF og DGI: Stigning i medlemstallet i Billund Kommune

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang.

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal på landsplan oppe på 2.424.915.

Også i Billund Kommune var der i 2023 tilgang i idrætsforeningerne. Stigningen lyder her på 1.164 flere medlemmer, så der nu tilsammen er 13.298 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.

Den flotte fremgang i Billund Kommune kan tildeles tillægges idrætterne fitness, gymnastik og padel, som går frem med hhv. 371, 333 og 206 medlemmer. Også Billund Idrætsforening kan være stolte af deres medlemsfremgang, der i år lyder på 358 flere aktive medlemmer. Fremgangen skyldes bl.a. opstart af nye idrætter som padel og floorball, men også vækst i eksisterende idrætter som gymnastik og fodbold.

– I Billund Kommune har vi et særligt politisk fokus på udviklingen af vores fritidsliv. Dette er bl.a. gennem vores partnerskab med DGI, hvor vi sammen kigger på den fremtidige udvikling af foreningslivet, forsøger at styrke borgernes interesse for idræt og bevægelse, arbejder med frivillighedsdagsordenen og meget mere. Vi håber at partnerskabet kan være medvirkende til at flest mulige borgere bliver en del af et idrætsfællesskab. Derfor er jeg også særlig glad over at se, at vi for alvor har fået vendt kurven i Billund Kommune, og at idrætsforeningerne er i vækst, udtaler Simon Nicolajsen Jørgensen, Formand for Teknik,- Plan- og Kulturudvalget i Billund Kommune.