Dømt tricktyv havde mere på samvittigheden

En 31-årig rumænsk tricktyv, der har været på spil både i Grindsted og Billund, er blevet idømt syv måneders fængsel og udvisning af Danmark i seks år. Men nu er der kommet mere på mandens kriminelle cv.

Den 31-årige rumæner blev anholdt i oktober efter et tricktyveri mod en ældre mand i Tørring. I forbindelse med efterforskningen af den rumænske mands aktiviteter i Danmark kortlagde Sydøstjyllands Politi en lang række tricktyverier andre steder i landet; nemlig i Ribe, Grindsted og Billund samt lignende tyverier i København. Den rumænske tricktyv er siden blevet idømt syv måneders fængsel og udvisning af Danmark i seks år for disse sager – men det stopper ikke her.

Den fortsatte efterforskning har nemlig resulteret i en række nye sager mod manden – herunder et tricktyveri mod en 92-årig kvinde fra Herlev. Ved dette tricktyveri fik kvinden i sommer stjålet sin pung, og tyveriet foregik ved at den rumænske tricktyv smurte olie på den ældre kvindes jakke og herefter tilbød hende hjælp til at tørre olien af. Der opstod forvirring, og kvindens pung blev stjålet.

– Vi har nu sigtet den rumænske tricktyv for tyveriet i Herlev, og det er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder videre med sådanne sager, også selvom en gerningsmand allerede er dømt – og på, at vi samarbejder på tværs af politikredsene, fortæller vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Peter Thaysen.

På baggrund af den nye sigtelse i Herlev-sagen og en række andre sager fra Kalundborg, Middelfart og Herning vil anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi nu at arbejde på at få tillægsdømt den 31-årige rumænske mand.