Dronning Mary tilbage ved pakkebordene i Billund

Mandag var Hendes Majestæt Dronning Mary tilbage hos LEGO Charity i Billund, hvor hun endnu engang smøg ærmerne op for at hjælpe med at pakke rygsække til børn, der kommer på krisecenter med en forælder. Dronningen har flere gange tidligere deltaget i den traditionsrige pakkedag som kronprinsesse, og nu vendte hun tilbage i sin nye rolle som Danmarks dronning.

Ved ankomsten blev hun – som det ses i videoen nederst i artiklen – taget imod af blandt andre Agnete Kirk Kristiansen, bestyrelsesformand i Ole Kirk’s Fond, Kjeld Kirk Kristiansen og direktør i Ole Kirk’s Fond, Karin Skjødt Hindkjær.

Stemningen var afslappet og uformel fra første færd, og en veloplagt Dronning Mary gik hurtigt i gang med dagens arbejde. Agnete Kirk Kristiansen bemærkede ved ankomsten, at det faktisk var hendes første gang til den årlige rygsækpakning hos LEGO Charity, og at hun glædede sig til at komme i gang. Senere stod de to side om side ved samme pakkebord i lagerhallen.

Hvert år samles pensionerede LEGO-medarbejdere – de såkaldte LEGOnister – for at pakke rygsække til børn, der ankommer til krisecentre med en forælder. I år deltog Dronning Mary igen aktivt i arbejdet, og hun satte sig også til bords sammen med de frivillige til frokost.

Bag initiativet står Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond, LEGO Charity og LOKK – Landsorganisationen af Kvindekrisecentre. Siden 2008 er der uddelt omkring 40.000 rygsække til børn på krisecentre.

Rygsækkene er tilpasset barnets alder og indeholder blandt andet tøj, toiletsager, legetøj, bøger, en bamse og en dagbog. Ting, som mange børn ikke når at få med sig, når de pludselig må forlade hjemmet.

I år skal der pakkes omkring 2.400 rygsække, som efterfølgende sendes ud til krisecentre i Danmark, Grønland og på Færøerne.

Ifølge Mary Fonden er rygsækkene mere end blot en praktisk hjælp. De fungerer også som et vigtigt symbol på omsorg og støtte til børn, der står midt i en svær livssituation.

Den seneste evaluering af ordningen viser, at 95 procent af medarbejderne på landets krisecentre bruger rygsækkene aktivt i deres pædagogiske arbejde. Blandt andet som et redskab til at skabe kontakt og tryghed for børnene i de første dage på krisecentret.

I 2025 kom omkring 2.600 børn på krisecenter med en forælder. Det er disse børn, som hvert år får tilbudt en af de særlige rygsække.

Den erfarne rygsæk-pakker Hendes Majestæt Dronning Mary giver bestyrelsesformanden i Ole Kirk’s Fond, Agnete Krik Kristiansen, fif til pakningen. Det var nemlig LEGO-arvingens første gang i pakkelageret.

Som det ses i videoen herunder, er der et tydeligt stærkt bånd mellem Kongehuset og familien Kirk Kristiansen fra Billund.