Politiet har nu indstillet efterforskningen af branden i en forladt landejendom på Grenevej ved Billund.
Branden brød ud natten til torsdag i sidste uge, hvor brandvæsenet blev kaldt til adressen omkring klokken halv tre. En nabo havde opdaget flammer fra ejendommen og slog alarm.
Den forladte ejendom havde ifølge BillundOnlines oplysninger stået tom i omkring et års tid.
Kort efter branden oplyste Sydøstjyllands Politi, at man blandt andet kunne se, at der var gået nogle sikringer i bygningen, men i dagene efter branden var både politi, brandvæsen og Beredskabsstyrelsen på stedet for at undersøge brandtomten nærmere i håb om at finde en brandårsag.
Undersøgelserne førte dog ikke til et gennembrud. Ifølge BillundOnlines oplysninger er sagen nu afsluttet, fordi ejendommen er så nedbrændt, at det ikke har været muligt at finde spor, der kan fastslå, hvordan branden opstod.
Der blev i øvrigt efterfølgende foretaget en kontrolleret nedbrænding af resten af huset, så de sidste dele af bygningen kunne fjernes.




