Når mere end 36.000 elever i morgen løber, går, cykler eller på anden måde bevæger sig for at samle penge ind til BørneCancerFonden, vil 50 af eleverne komme fra Vorbasse Skole.
Skolen er ifølge BillundOnlines oplysninger den eneste skole i kommunen, som har meldt sig klar til Team Rynkeby Skoleløbet dagen før påskeferien. Forud for løbet har hver elev prøvet at indgå aftaler med sine forældre, bedsteforældre og naboer om at give en skilling per kilometer, eleven løber i forbindelse med løbet. Pengene samles ind efter påskeferien og doneres ubeskåret til Børnecancerfonden. Her skal de blandt andet bruges til livsnødvendig forskning i børnekræft.
Det er dog ikke alle elever fra 6. og 7. klasse der løber omgange:
– Nogle har valgt at cykle og andre vil hellere gå og hyggesnakke i 2 timer. En anden gruppe overvejer at bruge rulleskøjter eller løbehjul. En enkelt elev går måske bagved en gammel plæneklipper. Det vigtigste er, at de får noget frisk luft, er fysisk aktiv, oplever fællesskabet og samler penge ind til et godt formål, siger Jeroen Schotemeijer, idrætslærer på Vorbasse Skole.