En afdelingsdirektør med hjerte for det lokale fylder rundt

PR-foto


21. oktober kan afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Vorbasse-afdeling H.C. Christensen fejre 60 års fødselsdag.

H.C. begyndte i 1981 som sparekasseelev i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse. I 1994 blev han udnævnt til filialdirektør, og det var en post, han bestred frem til 2007, hvor han blev kreditchef og underdirektør. I 2015 kom afdelingen til at høre under Sparekassen Kronjylland, og her har H.C. siden sammenlægningen været afdelingsdirektør.

H.C. Christensen har i størstedelen af sit liv været dybt involveret i lokalsamfundet i Vorbasse. Her var han eksempelvis blandt de ledende kræfter bag udvidelsen af Vorbasse Fritidscenter, og netop nu er han en del af koordinationsudvalget som arbejder med udvikling og fornyelse af Vorbasse by.

Derudover har H.C. engageret sig i byens lokale foreningsliv med forskellige bestyrelsesposter, som frivillig på Vorbasse Marked, som aktiv sportsudøver, træner, holdleder samt bestyrelsesmedlem i Vorbasse Boldklub.

Den runde fødselsdag fejres 3. november med et åbent hus-arrangement i Vorbasse-afdelingen for kunder, kollegaer, venner og bekendte. Her vil også H.Cs 40-års jubilæum i Sparekassen blive markeret.