Endelig: Malerlærling fundet

Efter tre års søgen er det nu lykkes Preben Lindrum fra Almstok at finde en malerlærling til sit firma. Det sker efter BillundOnline i sidste uge skrev historien om den årelange søgen efter en lærling. Artiklen blev læst ikke færre end 60.000 gange, blev delt på facebook over 9300 gange og bredte sig over det ganske land.

– Jeg fik henvendelser fra hele landet efter artiklen kom på. Både fra interesserede ansøgere, men også fra mestre fra andre håndværk, der var glade for, at jeg tog emnet op om, hvor svært det er at finde egnede lærlinge i det hele taget til håndværksfaget, siger Preben Lindrum.

For ham betød den megen omtale at 30-35 ansøgere henvendte sig. Af dem var 10-15 seriøse henvendelser. 4 kandidater blev udvalgt og 2 af dem er blevet ansat. Den ene begynder som lærling på tirsdag, mens den anden begynder i firmaet 1. april som almindelig arbejdsmand, inden lærlingeperioden indledes efter sommerferien.

Preben Lindrum undrer sig over at de unge på landets tekniske skoler råber og skriger om at de ikke kan finde en læreplads – især fordi han kun modtog tre ansøgninger fra nuværende elever på alle landets tekniske skoler.

– Mange skrev som kommentar til historien at de i hvert fald ville søge hos mig, men vi hørte aldrig fra dem. En pige skrev endda, at hun havde søgt tre gange hos os, men vi har aldrig hørt et ord fra hende. Så hvis der var lige så stor vilje til at søge, som der var til at kommentere på den historie, så var der håb forude, smiler Preben Lindrum.

Han beretter om en lærling, der stort set havde sin mobil groet fast i hånden. Da Preben Lindrum som mester påpegede, at sociale medier som Snapchat og Facebook er noget der foregår i pauserne og efter fyraften, forlod den unge mand sin læreplads øjeblikkeligt. Lærlingen kunne ikke undvære den sociale kontakt med vennerne indtil næste pause.

– Jeg er blevet bekræftet i, at der er rigtig mange useriøse unge, der får svært ved at finde en læreplads. Fordi de ikke kan stå op om morgenen, lade mobiltelefonen være i fred ret længe ad gangen og som har problemer med den rette fremtoning, fysik og viljen til at dedikere sig til et job. Samtidig er mange temmelig uvidende om, hvilke krav der er for at kunne blive lærling. Der er nogle minimumskrav fra folkeskolen, ellers kan man simpelthen ikke blive optaget på de skoleforløb, der hører med til uddannelsen, siger Preben Lindrum.

Han erkender samtidig blankt at han og andre håndværksmestre skal passe på ikke at dømme alle over en kam, da der trods alt også findes en del, der har viljen og lysten til at blive håndværker.

Der er ingen tvivl om, at den lokale malermester er passioneret omkring lærlinge-situationen. Naturligvis har han et firma der skal løbe rundt, men en bestyrelsespost i Sydøstjysk Malerlaug og jævnlig kontakt til Vejle Tekniske Skole vidner om, at Preben Lindrum brænder for sit fag.

– Det ville jo være en frygtelig skam, hvis faget uddøde fordi vi ikke kan finde egnede lærlinge, siger Preben Lindrum.

Derfor vil han også i den kommende weekend give de ansøgninger, som han selv måtte sige pænt nej tak til, videre til sine kolleger i Sydøstjysk Malerlaug – naturligvis efter aftale med ansøgerne.