Energicenter trækker sig fra Filskov-projekt


Energicenter Nord trækker sig fra solcelle-projektet ved Filskov med øjeblikkelig virkning.

Den melding kommer nu fra det Thy-baserede selskab efter denne uges borgermøde, hvor det kom frem at der har været fortalt flere usandheder i forløbet. Det var Filskov-borger Ronnie Flyvbjerg Olesen, der gjorde både Interfarms Energy og Energicenter Nord opmærksom på at der nok ikke var spillet med helt åbne kort overfor borgerne.

– Vi har hos Energicenter Nord desværre oplevet en udtalt misinformation – og i nogle tilfælde direkte uærlige udsagn, som fx vedrørende tilslutningen til Filskov projektet. Denne måde at udvikle projekter på flugter på ingen måde med vores virksomheds værdier – eller måden at drive forretning på. Vi har derfor også meddelt projektejerne, at vi ikke ønsker at være en del af projektet længere – og at vi med omgående virkning udtræder af projektet, lyder det i en pressemeddelelse fra Energicenter Nord.

Heri understreger man at man på ingen måde har haft viden eller indsigt i hvad man kalder “den utilstrækkelige, utroværdige og uprofessionelle optræden over for borgere og lodsejere.”

– Det er vores klare overbevisning, at et bæredygtigt energiprojekt skal bygges på et fundament af tillid og samarbejde med lokalsamfundet. Vores klare motto er: Fælles ansvar. Fælles gevinst.
Vi mener, at disse grundlæggende principper er blevet kompromitteret alvorligt i Filskov projektet, hvilket gør det umuligt for Energicenter Nord, at opfylde vores forpligtelser og sikre, at projektet gennemføres på en måde, der er til gavn for alle involverede parter, lyder det fra Energicenter Nord.