Det er ikke altid lige nemt at komme fra A til B, når man er ung i Billund Kommune og ikke selv har bil. Og netop mulighederne for at komme rundt i kommunen er noget af det, som det nye Ungeråd vil gøre noget ved.
Derfor inviterer rådet nu kommunens unge til at komme med deres egne oplevelser, frustrationer og ønsker til den kollektive trafik. Det sker ved et åbent møde den 26. oktober i UKH’s lokaler.
– Vi inviterer den 26. oktober til åbent mobilitetsmøde i UKH’s lokaler, så vi kan få de unges oplevelser og behov om emnet. Input, som jeg kan bringe videre med mig til udvalget, siger Lau Flohr Rasving Richardt.
Han har hidtil været formand for Ungerådet, men træder nu tilbage fra posten for i stedet at fortsætte som almindeligt medlem. Til gengæld har han fortsat en plads i det særlige kommunale udvalg, der arbejder med mobilitet og kollektiv trafik i Billund Kommune. Og dermed har han mulighed for at tage de unges input direkte med ind i det politiske arbejde.
Det nye Ungeråd holdt sit første møde den 6. oktober og har besluttet at arbejde i mindre grupper med konkrete mærkesager. Ud over transportmulighederne vil rådet blandt andet arbejde med unges trivsel, flere gode mødesteder og forholdene i kommunens folkeskoler.



