Er Ib til pip? Og hvad kan hitte hos Gitte?


En noget alternativ kogebog ser dagens lys i forbindelse med Julemessen i Magion i Grindsted den 31. oktober. Lions i Billund-Grindsted har nemlig fået de 25 byrådsmedlemmer og 7 ildsjæle fra kommunens lokalsamfund til at levere opskrifterne på netop deres livret.

– Vi er rigtig glade for og også lidt stolte af, at alle byrådets 25 medlemmer har takket ja til at levere et bidrag, siger Mogens Bodenhoff fra Krogager, som har været med i bogens arbejdsgruppe.

Sammen med opskriften på en livret har hver byrådsmedlem også fortalt en historie, der knytter sig til retten.

– Det synes vi selv, at der er kommet mange humoristiske episoder ud af, smiler Mogens Bodenhoff.

Bogen, som har fået titlen Liflige Livretter – og lystige historier i Billund Kommune, er blevet til udelukkende på frivilligt arbejde – på nær trykningen af bogen. Derfor forventes bogen også at give et solidt overskud, som i øvrigt er øremærket Jydepottens familiearbejde.

– Vi havde for nyligt besøg af Jydepottens leder Niels Christensen, som fortalte om den indsats, som de udfører med hensyn til at give udsatte børn og deres forældre en god start på børnenes opvækst – ikke mindst centreret omkring deres tirsdagsaftener, hvor de samles omkring en familiemiddag. Derfor valgte vi med det samme at bogens overskud skal gå til netop dette formål, fortæller et andet af udvalgets medlemmer Hans Jørgen Skriver fra Grindsted.

Bogen afsløres på Julemessens 1. dag og sælges efterfølgende på Lions messestand både lørdag og søndag.

Kogebogen side 1 - Lilla