Estate Billund blev årets Estate-mægler

Sagsbehandler Lene Mynster Sørensen (tv) og den ene af Estate Billunds to ejere, Elke Skytte til højre.


Blandt landets 84 butikker – og dermed bejlere til prisen – løb Estate Billund med titlen som årets Estate-mægler 2018/2019.

Det er derfor en synlig stolt medindehaver, Elke Skytte, der kan løfte pokalen, der følger med titlen.

– Jeg ser det her som en anerkendelse af, hvordan vi har knoklet og løbet rigtigt stærkt. Som et skulderklap for at vi gør det godt, og at nogen har set og anerkendt vores indsats, siger Elke Skytte.

Faktisk er der tale om to priser: den som årets Estatemægler, hvor butikkerne måles på deres partnere, på købers og sælgers tilfredshed og ikke mindst markedsandele. Og så årets Club Prestige, som sender Billund-filialen op blandt de 10 bedst sælgende i kæden i hele Danmark.

– Jeg er mest glad for det første, hvor vi måles på tilfredsheden, for det er altså bare det vigtigste for mig. Vi vil gerne kendes på at være en troværdig og loyal partner frem for at sælge for enhver pris, fastslår Elke Skytte.

I 2018 solgte Estate Billund 46 villaer og endte med at få skrevet aftaler under på 90 pct af de villaer de fik til salg.