Ester fik Årets Skulderklap

Ester Thisgaard fik Årets Skulderklap i Vorbasse 2015.


Det var en af de særdeles aktive ildsjæle i Vorbasse, der i år får Årets Skulderklap. I 45 år har Ester Thisgaard været underviser og leder af motionsgymnastikken i byen og er således blev noget af en institution i foreningslivet i Vorbasse. Hun har en finger med i pensionistsvømningen, hun er pilefletter og ikke mindst står hun bag Hjertestierne i byen.

– Du er i vores optik en rigtig ildsjæl, der er parat til at gå forrest. Noget som kommer Vorbasse til gode, og ikke kan anerkendes nok. Du er en af de personer der er så vigtig for vores lille samfund, at det er velfungerende og kan blive ved med at være det. Du gør i den grad en forskel, sagde filialdirektør i Sparekassen Kronjylland, H.C Christensen, da han overrakte prisen.

Årets Skulderklap er blevet uddelt siden 1998, og gives som påskønnelse til en person der har gjort en bemærkelsesværdig indsats i lokalområdet. Ud over en miniatureudgave af Spiren følger der også en gavecheck på 5.000 kroner med prisen.