Europas bedste dartspillere kommer til Billund: Byen bliver vært for EM

Billund kan se frem til endnu en stor international begivenhed. I september 2028 rykker Europas bedste dartspillere nemlig til byen, når Billund bliver værtsby for EM i dart.

Den Europæiske Dartunion har tildelt mesterskabet til Danmark, og bag værtskabet står Dansk Dart Union, Billund Kommune og Sport Event Denmark.

EM afvikles fra den 26. til 30. september 2028 og ventes at trække både spillere, ledere, officials og dartfans fra en lang række europæiske lande til Billund.

For borgmester Stephanie Storbank er tildelingen en mulighed for at vise byen frem for et internationalt publikum.

– Vi er meget glade for, at valget er faldet på Billund som værtsby for EM i Dart i 2028. Det er en stor, international begivenhed, hvor vi kan glæde os til at få besøg af dygtige elitesportsfolk, familier og gæster fra hele Europa og til at få mulighed for at vise Billund frem med alt det, vi kan, siger hun – og tilføjer overfor BillundOnline, at det endnu ikke ligger fast, hvor i Billund kampene skal spilles.

Nu går arbejdet med selve arrangementet i gang.

– Nu starter planlægningen sammen med Dansk Dart Union og Sport Event Denmark og alle de dygtige frivillige – og så ser jeg frem til at se arrangementet tage form over de næste to år, siger Stephanie Storbank.

EM vender tilbage efter 20 år

Mesterskabet får samtidig en særlig historisk betydning. Danmark var med til at skabe det europæiske mesterskab, og det første Europe Cup blev afviklet i København i 1978. Dermed vender turneringen tilbage til Danmark præcis 50 år senere.

Senest Danmark var vært for seniorernes EM var i 2008.

– At mesterskabet vender tilbage til Danmark præcis 50 år efter det første Europe Cup blev afholdt i København, gør det kun endnu mere særligt, siger Henrik Vestbo, formand for Dansk Dart Union.

Danmark har i alt været vært for 11 internationale dartmesterskaber – blandt andet VM i 1987 og 2023 samt en række europamesterskaber for juniorer.

I dag findes der omkring 140 dartklubber i Danmark, mens Dansk Dart Union har cirka 3.500 aktive licensspillere.

Når EM kommer til Billund i 2028, er ambitionen samtidig, at mesterskabet skal være med til at få flere – ikke mindst børn og unge – til at prøve kræfter med dart.