Der var virksomheder næsten så langt øjet rakte – og godt med liv mellem standene – da årets Lærlinge- og Jobmesse i dag indtog MAGION i Grindsted.
Hele 107 virksomheder var med, og tilsammen havde de omkring 400 ledige job og 575 lære- og elevpladser med i bagagen.
Og interessen var til at få øje på. Blandt andet var der godt med aktivitet omkring LEGOs stand, hvor der var mulighed for at høre om lærepladser inden for en lang række forskellige fag.
De mange virksomheder og endnu flere muligheder illustrerer samtidig et lidt pudsigt arbejdsmarked i Billund Kommune: Der er ikke ret mange ledige – men der er rigtig mange ledige stillinger.
– Vi efterspørger hænder, altså medarbejdere. Det er elever, fuldtidsstillinger, deltidsstillinger og fleksjobstillinger. Det er hele paletten. Der er jo arbejde til alle, kan man sige, lød det fra Lars Hansen, formand for Unge-, Beskæftigelses-, Kultur- og Frivillighedsudvalget.
Begejstret udvalgsformand med melding til de unge
Han var begejstret for, at messen i år kunne samle 107 virksomheder.
– Det er helt vildt, og det stiger bare. Når jeg går rundt og fanger en virksomhed, siger de, at det er utroligt professionelt sat op, sagde Lars Hansen, der sendte en stor del af æren videre til de kommunale medarbejdere bag messen.
Men messen handlede ikke kun om at matche en ledig med et job her og nu. Den skulle også vise de unge, at mulighederne for både uddannelse og en fremtid på arbejdsmarkedet findes lige i nærheden.
– I behøver faktisk ikke at tage ret langt væk. I kan godt få en håndværkerlæreplads her. I kan godt videreuddanne jer her, sagde Lars Hansen.
Jagten på fremtidens håndværkere
Hos Kemp & Lauritzen var fagtalent ansvarlig Kenneth H. Vogn en af dem, der forsøgte at få de unge til at stoppe op og kigge nærmere på håndværksfagene.
– Egentlig vil vi jo gerne præge nogen til at få øjnene op for håndværkerbranchen. Det er ikke fordi, vi skal lande dem alle sammen. Selvfølgelig er der nogen, der leder efter en læreplads, og så har vi også enkelte stillinger lige nu, fortalte han.
Han oplever faktisk, at interessen for erhvervsuddannelserne er blevet større.
– Sidste år har vi haft sindssygt meget fokus på at fortælle, at det er megafedt at blive håndværker. Og det har også virket. Erhvervsuddannelserne har taget flere ind, sagde Kenneth H. Vogn.
Alligevel bliver der brug for mange flere faglærte i de kommende år. Han henviste blandt andet til en forventning om, at der om fem år vil mangle omkring 9.000 elektrikere.
Selvfølgelig kan piger også blive elektrikere
Og én gruppe vil han meget gerne have flere af til at overveje håndværksfagene: pigerne.
Der er mange, især piger, der kommer hen og siger: “Jamen, det kan jeg ikke finde ud af”. Så plejer jeg at spørge: Hvad vil du gerne? Vil du gerne sidde foran computeren hele dagen, eller vil du hellere bruge hænderne, komme ud og møde forskellige mennesker og være forskellige steder hver dag? siger Kenneth H. Vogn.
Ifølge Kenneth H. Vogn udgør kvinder fortsat kun omkring 8-10 procent inden for de fag, han arbejder med.
Så selv om torsdagens messe sluttede efter fire timer i MAGION, er opgaven noget mere langsigtet: At få både unge og voksne til at få øje på de mange job- og uddannelsesmuligheder, som virksomhederne står klar med.




