Flere steder i Billund kommune blev der fejret fastelavn i den forgangne weekend. Adskillige katte blev slået af tønden og slik og fastelavnsboller konsumeret i stor stil.
Blandt andet var knap et par hundrede børn samlet i Billund Centret for at slå katten af tønden og efterfølgende drog de mange udklædte børn – og deres forældre – ud til Billunds butikker for at synge sig til godter og boller.
Også hos Det Tamilske Samordningsudvalg i Grindsted og Omegn blev der fejret fastelavn. På Vestre Skole sang de udklædte børn fastelavnssange, slog katten af tønden og kårede kattedronning og – konge – inden de gik ombord i de mange fastelavnsboller.
Hele 81 deltagere mødte op til Kontaktens Fastelavnsfest, som beretter om en hyggelig fest præget af godt humør og gensidig velvilje.
I Teglgårdshallen i Stenderup/Krogager var der også fastelavnsfest, da menighedsrådet og støtteforeningen for andet år i træk kombinerede gudstjeneste og tøndeslagning.
Rigtig mange børn fandt også vej til Skjoldbjerg Medborgerhus, hvor der blev slået katten af tønden og fundet aftagere af kattekronerne.