Selvom bilproducenten Mitsubishi har bekendtgjort, at man midlertidigt trækker sig fra det europæiske marked, så betyder det bestemt ikke at Fasterholdt Biler stopper med at forhandle det japanske mærke.
– Det er sådan, at vi her i Europa ikke længere får Mitsubishis nye modeller på gaden, men vi kan stadig få alle de nuværende modeller vi ønsker. Eksempelvis Outlanderen, som er rigtig populær for tiden, fortæller Michael Fasterholdt fra Fasterholdt Biler.
Han og familien har siden 1984 forhandlet Mitsubishi fra adressen på Grindstedvej 10 i Billund, og dét bliver de altså ved med.
– Mitsubishi har heller ikke sagt, at de endegyldigt trækker sig fra det europæiske marked, så måske de kommer tilbage om nogle år? Det ved man aldrig, siger Michael Fasterholdt.
Uanset hvad så bevarer værkstedet på Grindstedvej ekspertisen indenfor mærket, ligesom bilhuset også stadig vil have de eksisterende modeller – sammen med mærket Suzuki, der også har været at finde i Fasterholdts udstilling i flere år.
– Og dem får vi jo stadig de nyeste modeller af, siger Michael Fasterholdt med henvisning til Suzuki.