Da der her til morgen var deadline for at byde ind på den natlige lægevagtopgave i Region Syddanmark, havde fem private aktører meldt sig.
– Vi kan konstatere, at der er kommet flere bud på opgaven, og nu skal vi lave en grundig gennemgang af buddene og vurdere, om de lever op til vores kriterier. Derefter venter en politisk proces med at beslutte, om det skal være en løsning fra en privat udbyder, eller om regionen selv skal drive lægevagten om natten, siger koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.
Som en del af lægevagtsaftalen mellem Region Syddanmark og PLO-Syddanmark varetager de praktiserende læger fra 1. februar 2024 ikke længere lægevagten i tidsrummet kl. 23.00-08.00 alle ugens dage. Derfor valgte regionsrådet tidligere på året at undersøge flere muligheder for betjening af lægevagten om natten og sendte blandt andet opgaven i udbud. Først uden held, men nu med fem bud efter andet udbud.
Derudover har regionen også undersøgt muligheden for selv at bemande lægevagten om natten.
Nu er det op til politikerne at træffe endelig beslutning i sagen. Allerede i næste uge skal sagen for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen og to dage senere for Forretningsudvalget. Så skal Regionsrådet så træffe den endelige beslutning samme dag.



