Filskov har store planer for friskolen og Viadukthallen

Sådan kommer fremtidens Viadukthal i Filskov til at se ud, når planerne er gennemført.


Et godt sammenhold og en god iværksætterkultur. Det har i mange år været kendetegnende for Filskov, og det er noget, der tydeligt ses, når man tager en tur igennem byen. Alt lige fra byens mountainbikebane til hallen, plejehjemmet, skolen, varmeværket og meget mere er båret af en vilje til forandring og fornyelse.

En frivillighed der gang på gang viser sit sande værd, når nogle af byens foreninger, forretninger eller skole får en god ide. Nu står Filskov by atter engang med store projekter. Et par drømme blev til ideer, der blev til tegninger på konkrete projekter, som nu skal udleves således, at det igen er til gavn og glæde for alle borgerne i byen.

Byens hal og friskole skal udbygge og dermed skaffe flere og nye aktivitetsmuligheder for Filskovs borgere, børnene på Friskolen og Filskovs opland.

Hos Filskov Friskole og Børnehave skal der laves en helt ny tilbygning, som skal rumme faglokaler, værksted og et E-sportcenter. Her er det ikke bare en tilbygning, men et bevidst skridt i en grøn retning, hvor man har fokus på miljø og grøn energi.

– Vi ønsker, at Filskov Friskole og Børnehave skal have fokus på miljø og grøn energi i fremtid. Derfor vil vores nye kreative læringshus bliver opført i miljøvenlige materialer. Et af de grønne og miljøvenlige tiltag vil være, at genplante træer tilsvarende det træ der anvendes til byggeriet, siger medlem af Filskov Friskoles bestyrelse, Annette Jessen.

Herudover er det også et skridt mod en kulturændring, hvor læring også skal kunne tilegnes uden for klasselokalet. På sigt skal eleverne lære gennem handling, innovativ tænkning og drage egne erfaringer, der kan trækkes ind i den undervisning, hvor bøgerne er nødvendige.

Ganske kort skal de lære gennem oplevelse, forståelse og handling.

– Vores samfund kræver innovative mennesker, der forstår at være omstillingsparate og tænke ud af boksen. Det vil vi være med til at skabe på Filskov Friskole, og det skal starte i børnehaven, lyder det fra skoleleder Frank Arentoft fra Filskov Friskole og Børnehave.

Den nye tilbygning på Friskolen bliver også en af byens samlingspunkter, da det skal være et sted, hvor aftenskole, ungdomsklub og foreninger kan bruge de nye rammer til at være aktiv og indgå i et fællesskab. Der skal skabes fællesskaber mellem generationerne i byen, hvor de unge lærer af de ældre – og omvendt.

Også Viadukthallen står overfor forandringer. Her har bestyrelsen gennem de sidste par år arbejdet med planerne om et nyt og moderne kultur og aktivitetshus. Med afsæt i lokale workshops med byens borgere, inspirationsture og med hjælp fra dygtige arkitekter, er der nu fremkommet et projekt, som både rummer byens ønsker og behov og fremtidens nye trends.

– Vi vil skabe et moderne og inspirerende samlingssted, der kan danne rammen for store sportslige og sociale arrangementer, men som samtidig også rummer mulighederne for de uformelle og uplanlagte aktiviteter og sociale sammentræf i hverdagen” siger Bo Henriksen, der er formand i Viadukthallen.

Planen er, at hallen skal udvides med en ny multihal i forlængelse af den eksisterende. Der skal skabes mere plads til fitness og holdtræning, samt flere sociale væresteder for både børn, unge og ældre inklusiv en helt ny café hvor hallens nye halbestyrer, Mette Nicolajsen, kan boltre sig med hjemmebag og middagsretter. I hele transformationen bliver der bygget videre på de gode takter som Viadukthallen allerede indeholder. Tagformen forstærkes og fladerne aktiveres i form at et nyt og moderne udendørs træningsanlæg. Samtidig er der fokuseret på transparens og gennemsigtighed i form at store glaspartier i hele huset.

– Vi vil ’åbne huset op’ og gøre aktiviteterne synlige. Vi vil skabe en atmosfære der indbyder til fælleskab og samvær og hvor nye interesser og sociale relationer kan opstå på tværs af generationer, forklarer Louise Sandfeld, der er næstformand i Viadukthallen.

Alt i alt bliver Filskov by særdeles attraktiv for tilflyttere, fordi den kan byde på en mangfoldighed af aktiviteter.

– I Kontaktudvalget er vi blevet orienteret om, at der bliver tænkt nye tanker både på Filskov Friskole & Børnehave og i Viadukthallen i forhold til Filskovs fortsatte positive udvikling. Vi finder begge projekter både gennemtænkte og visionære. Projekterne vil tilsammen skabe helt unikke rammer for fremtidens undervisning og fritidsaktiviteter for alle aldersgrupper. Projekterne danner i fællesskab en synergi og vil i fællesskab kunne løfte Filskov ind i fremtiden på allerbedste vis, siger formand for Kontaktudvalget i Filskov, Johan Andersen.