Finansloven vedtaget – millioner til oprydning efter generationsforureninger


Endnu engang er der løfter fra politikerne om, at der er penge på vej til at rydde op efter generationsforureningenerne – blandt andet den i Grindsted

Det er et flertal i Folketinget, der har aftalt fordelingen af pengene i Danmarks husholdningsbudget, og heri er der over de næste fire år afsat 630 millioner kroner til at oprense forureningerne på Himmark Strand, Kærgård Klitplantage, det tidligere Grindstedværket, Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund.

Hvor mange penge der præcist er afsat til Grindsted, melder aftalen ikke noget om.

– Det er noget vi nu skal ud og aftale med regionerne, lyder det fra folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Troels Ravn, der er valgt i Billund-Vejen Kredsen.

Ifølge ham kan Danmark med finanslovsaftalen nu oprense en række af Danmarkshistoriens største forureninger.

– Jeg har selv besøgt flere af områderne og talt med de lokale ildsjæle, som igennem mange år har kæmpet for at rydde op efter fortidens synder. Det er virkelig en stor dag, at vi får fjernet de giftige stoffer og farlige kemikalier ved blandt andet Høfde 42, Kærgård Klitplantage og Himmark Strand. Det er jeg utrolig glad for, siger Troels Ravn – og nævner altså ikke lige her Grindsted.

Men Grindsted og den lokale borgergruppe, der har knoklet på for at få politisk opmærksomhed på den omfattende forurening i Grindsted, har han langt fra glemt:

– Til alle de mennesker der har kæmpet i Grindsted, vil jeg bare sige, at nu sker der noget for alvor. Nu kommer det første rigtig store løft, siger Troels Ravn, der ikke tøver med at kalde tildelingen af pengene i finansloven for et gennembrud.

Regeringen er sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet blevet enige om at afsætte 50 mio. kr. i 2021, 100 mio. kr. i 2022, 155 mio. kr. i 2023, 150 mio. kr. i 2024 og 175 mio. kr. i 2025 til regionernes opgave med at håndtere generationsforureningerne.