Finsnitter i brand på mark

Søndag eftermiddag kl. 16.34 blev brandvæsenet kaldt ud til en markbrand på Staruphøjevej mellem Vesterhede og Hejnsvig, hvor en finsnitter stod i lys lue.

En autosprøjte og en tankvogn fra Grindsted rykkede hurtigt ud til stedet, og fik assistance fra en tankvogn fra Billund. Ved ankomst var landbrugsmaskinen allerede totalt overtændt, selvom landmanden selv havde forsøgt at bekæmpe ilden med en pulverslukker.

Branden opstod, mens finsnitteren var i gang med at snitte græs på marken. Slukningsarbejdet tog et godt stykke tid, før brandfolkene fik kontrol over flammerne.

Der er ikke meldinger om personskade i forbindelse med branden, men maskinen udbrændte fuldstændigt. Årsagen til branden er endnu ukendt.