Når FirstFarms med hovedsæde i Billund senere i denne måned kan præsentere sit 2020-regnskab med tilføjelsen; ’det bedste resultat nogensinde’, skyldes det i høj grad selskabets evne til løbende at udvikle, købe og sælge jord i Centraleuropa med solidt afkast.
I 2020 indgik FirstFarms aftaler om salg af 1.675 hektar jord, køb af 2.430 hektar og leje af 1.400 hektar – og dermed er porteføljen af landbrugsjord nu oppe på 21.900 hektar.
FirstFarms har siden virksomhedens start i 2006 skabt værdi ved at opkøbe mindre jordparceller til lave priser, og derefter systematisk udviklet det til større veldrevne arealer.
– Køb og salg af jord er et vigtigt element i vores risikospredning og en af årsagerne til at FirstFarms har et solidt og sundt fundament, vækster og er i positiv udvikling, som man vil kunne se i årsregnskabet for 2020. Jord har altid været en god investering og vil også være det fremover, siger adm. direktør i FirstFarms, Anders H. Nørgaard, i en kommentar til regnskabet.