Flere arrangementer skal tiltrække og fastholde international arbejdskraft


Dansk erhvervsliv skriger på arbejdskraft – også her i Billund kommune. Det gælder både ufaglært, faglært og medarbejdere med lange videregående uddannelser. Der skal mange greb til at dække behovet for dygtige medarbejdere og tiltrækning af international arbejdskraft er ét af dem.

I Billund kommune er international arbejdskraft helt afgørende for mange af virksomhederne, og derfor inviterer Billund ErhvervsFremme til en række arrangementer i forbindelse med den nationale kampagne WELCOME SEPTEMBER. Kampagnen henvender sig til internationale medarbejdere for at vise både påskønnelse og anerkendelse af deres arbejde og tilstedeværelse i Danmark.

– At sikre den bedste arbejdskraft handler både om tiltrækning og fastholdelse. Rammebetingelser som adgang til bolig, institutioner, fritidsaktiviteter og generel velfærd er væsentlige faktorer for medarbejdernes trivsel og mulighed for at tiltrække og fastholde dem i kommunen, men virksomhedens evne til at forstå og imødekomme de internationale medarbejderes behov er også afgørende for hvorvidt de kommer til og bliver. Også tilknytning til arbejdspladsen og det omgivne samfund har stor betydning. Mange internationale medarbejdere flytter hele familien med, når de finder job i Billund kommune og derfor handler tiltrækning og fastholdelse både om job, bosætning, velfærd og trivsel, lyder det fra Billund ErhvervsFremme.

Derfor står foreningen i nær fremtid bag tre arrangementer, der skal tiltrække og fastholde international arbejdskraft:

Den 2. september inviteres de internationale borgere til et politisk møde i forbindelse med kommunalvalget i november. Her vil der blive fortalt om den demokratiske proces ved valget ligesom der også er mulighed for at tage en snak med nogle af de lokale politikere. Man kan tilmelde sig via denne mail.

Erhvervslivets evne og vilje til at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere har stor betydning for hvilke kandidater de kan vælge imellem. Nogle virksomheder er erfarende med at tænke internationalt, for andre er det nyt. Derfor inviteres alle virksomheder i området den 8. september til at høre mere om, hvordan de kommer i gang med at ansætte international arbejdskraft. DI’s direktør for Global Talent & Mobility, Danielle Bjerre Lyndgaard fortæller om den hjælp, der er at hente på området og Modulex fortæller om, hvorfor de løbende har internationale praktikanter, og deres erfaringer med det. Der vil ligeledes være mulighed for at netværke med uddannelsesinstitutioner, som kan være vejen til internationale studerende, og organisationen Work-Live-Stay, som også kan hjælpe i processen med at have udenlandsk arbejdskraft ansat.

Endelig er Billund ErhvervsFremme vært ved et stand-up show i Billund Centret tirsdag d. 28. september kl. 19-21, hvor de kulturelle forskelle, der kan være mellem danskere og internationale tilflyttere, bliver taget under kærlig behandling af en trio, der tager udgangspunkt i deres egne oplevelser ved at flytte til DK. Showet kan med fordel opleves af danske og internationale medarbejdere sammen – der bliver noget at grine af og tage med tilbage til kontoret.