Flere byer tættere på Billund Lufthavn

PR-foto Billund Lufthavn


Den nye køreplan fra Sydtrafik, der trådte i kraft i søndags, giver gode nyheder for Billund Lufthavn. Selvom selvsamme køreplan betyder at borgerne i Skjoldbjerg og Almstok mister deres bus, så er der altså også lyse sider.

Eksempelvis er det nu muligt at komme til Billund Lufthavn med kollektiv trafik på cirka én time fra Herning. Bus 119 fra Give er tilpasset togforbindelsen fra Herning og Holstebro på hverdage og bringer således de to byer tættere på Vestdanmarks internationale lufthavn. Det betyder at det nu 45 gange om ugen på hverdage er muligt at tage toget til Give fra Holstebro eller Herning og derefter tage bussen direkte videre til flyet i Billund Lufthavn.

Tidligere passede busser og tog ikke sammen, og det var derfor meget vanskeligt at komme med kollektiv transport fra Herning og Holstebro til Billund Lufthavn. Det kunne nemt tage flere timer med kollektiv trafik fra Herning til lufthavnen. Med den nye køreplan vil rejsetiden i nogle tilfælde være nede på en time på hverdage.-

– Med forbedringerne af busdriften til Billund vil det nu blive lettere at komme til og fra lufthavnen med offentlig transport for rigtig mange vestdanskere. Vi ved, at cirka en tredjedel af vestdanske husstande ikke har bil, og derfor er forbedringer af den offentlige transport vigtige, siger lufthavnens marketingchef Jesper Klausholm.

Også fra Vejle Trafikcenter og Kolding Banegård er busruterne blev passet bedre ind med togtiderne, og dermed bliver det også nemmere for passagerer fra bl.a. Randers, Horsens og Odense at komme til lufthavnen.