En forrygende sæson er nu ved at være ovre for Billund Motocross klub, der forrige lørdag blev vinder af Dansk motocross unions ligamatch.
Ligamatchen bliver over hele sæsonen afviklet med deltagelse af de 9 klubber der er med i Dansk motocross union. Dette år var det Billund der stod med den store pokal i favnen, med Mols og Grenå på en 2. og 3. plads. Billund vandt også mesterskabet i 2013 og 2015 og nu også i 2017.
– Jeg kan næsten ikke sige, hvor stolt og glad jeg er på drengenes vegne. Vi er faktisk ingen stor klub i forhold til de andre klubber, men vi har et fantastisk sammenhold og fællesskab, og alle kæmper for sagen, når det virkelig gælder. Dette viste vi igen i år, og derfor trak vi det længste strå, siger formanden for Billund Motocross klub, Mads Schall Holberg.
Ikke nok med det, så vandt hele 5 kørere titlen som Dansk Amatør Mester: Johan Jacobsen blev Dansk mester i micro 3 hk klassen, Tobias Pedersen blev Dansk mester i 65 ccm klassen, Frederik Eskildsen blev Dansk mester i 85 B klassen, Christian Voss blev Dansk mester i 125 2 takt klassen og Bent Starup blev Dansk mester i Old boys 46+klassen.