Første EuropeanTour-sejr til Nicolai Højgaard

Det krævede en tur igennem hele følelsesregistret for golfspiller Nicolai Højgaard fra Billund, da han i går vandt Italian Open – hans første sejr på European Tour.

– Jeg har været nervøs mange gange før, men aldrig på samme måde, som jeg var ved det sidste put. Jeg kunne næsten ikke bevæge min putter på det sidste slag, sagde Nicolai Højgaard til Viasat efter sejren.

Sejren kommer blot en uge efter, at hans tvillingbror, Rasmus Højgaard, vandt i Schweiz.

Sammen med broren har han været med til at skrive et stykke historie for aldrig før er det sket at to brødre har vundet to uger i træk.

– Jeg blev følelsesladet, efter at jeg havde puttet den sidste bold i hul. Jeg kunne nemlig se min bror blandt publikum, lyder det fra Gyttegaard-spilleren.