Første spadestik taget til nyt kæmpe LEGO Campus-byggeri

Billund borgmester Stephanie Storbank var med til at tage første spadestik til det nye Campusbyggeri sammen med CEO Niels B. Christiansen og COO Carsten Rasmussen (th). Foto: Ulrik Wulf Nielsen


Det bliver på flere måder med bæredygtigheden i fokus, at LEGO bygger sit nye Campus Kornmarken. Det der fra 2025 skal være arbejdsplads for 1900 LEGO-ansatte.

For det første vil selve byggeriet ose af bæredygtighed:

– Vi kommer i byggeriet til at bruge meget mere træ i stedet for almindelig beton, fordi træ har et meget bedre CO2-aftryk. Men vi kommer også til at genbruge materialerne fra den bygning, der var her før, så meget som vi overhovedet kan, forklarer COO, Carsten Rasmussen.

For ifølge ham har LEGO – både virksomheden og ejerfamilien – en klar ambition om at sikre vores planet i fremtiden:

– Så vi skal reducere vores impact, som det hedder på engelsk, som meget som overhovedet muligt. Og så bliver forbruget i bygningen topmoderne hvad angår energi, lys osv, så vi reducerer vores aftryk, siger Carsten Rasmussen.

For det andet er det også i det nye campus, at LEGOs massive investering i udvikling af bæredygtige materialer i sine produkter kommer til at høre hjemme.

– Det er en lang rejse vi er på her. Både i år og næste år arbejder vi hårdt på at komme ud af det der hedder single use plastic i vores emballager. På materialesiden har vi introduceret de første biobaserede materialer, men der er lang vej endnu, siger Carsten Rasmussen.

Det nye LEGO Campus Kornmarken vil når det står færdigt fylde 46.000 kvm – det svarer til 15 fodboldbaner.