Folkekirkelig drive-in gudstjeneste på Billund Travbane


Folkekirken er med i den næste fase af genåbningen af samfundet, og dermed kan kirkerne fra i næste uge igen slå dørene op. Men allerede på søndag kl. 14.00 er der mulighed for at deltage i en stor fælles folkekirkelig gudstjeneste i Billund.

Gudstjenesten finder sted som en drive-in gudstjeneste på Billund Travbane. Det betyder, at man skal komme i bil og så vil man kunne høre lyden gennem bilens almindelige FM-radio.

Gudstjenesten er blevet til på initiativ af en lang række menighedsråd og sognepræster i Grene Provsti. Én af initiativtagerne er sognepræst Peter Fredensborg fra Billund, der glæder sig meget til begivenheden:

– Vi ser meget frem til denne gudstjeneste, som over halvdelen af kirkerne i Grene Provsti har valgt at bakke op om. Trods de utraditionelle rammer har det været vigtigt for os, at gudstjenestens form kommer til at minde meget om den gudstjenesteform, vi i forvejen kender fra vores folkekirker. 5 forskellige sognepræster vil på skift lede gudstjenesten, og herudover vil også organist Kristjan Piirimets fra Billund Kirke og sangere fra Billund Kirkes rytmiske kor medvirke, siger Peter Fredensborg.

Alle er velkommen til gudstjenesten. Der er ingen entré, og gudstjenesten er arrangeret af menighedsråd og sognepræster fra følgende sogne: Grene, Grindsted-Nollund-Urup, Stenderup, Vorbasse-Skjoldbjerg, Vesterhede, Blåhøj-Filskov, Randbøl-Nørup, Thyregod-Vester, Givskud-Gadbjerg og Ringive-Langelund-Lindeballe.