Forfatter Jesper Wung-Sung gæster Billund

Foto: Jacob Jensen


Når Trekantlitteraturs rullende samtalesalon – i form af et retro folkevognsrugbrød – rammer Billund Bibliotek torsdag d. 2. september kl. 19.00 så er det med den populære forfatter Jesper Wung-Sung ombord.

Ved besøget vil han være i samtale med moderator og interviewer Christina Andersen Reyn, og snakken vil blandt andet gå på litteraturen i en coronatid og om Jesper Wung-Sungs finurlige digt ”Der danser en virus”, som er skrevet som et lille bogkram til den, du ikke må kramme for tiden.

Temaet for Trekantområdets Festuge er i år afstand og Trekantområdets syv biblioteker kører i uge 35 en rullende samtalesalon ud på tværs af kommunegrænserne . Det sker for med humor og litterære fællesskaber at mindske afstanden mellem os.

Den rullende samtalesalon vil danne ramme om en række forfatterarrangementer, hvor der sættes spot på den finurlige og ofte humoristiske litteratur, der er udsprunget af corona-krisen.

Jesper Wung-Sung modtog De Gyldne Laurbær 2017 for sin slægtsroman ”En anden gren”. I 2021 udgav han ”Kvinde set fra ryggen” om Ida Hammershøi – kvinden de fleste nok bedst kender som en tavs, anonym, rygvendt skikkelse fra maleren og ægtemanden Vilhelm Hammershøis berømte værker.

Arrangementet er gratis, men kræver billet via bibliotekets hjemmeside.