Engang handlede det om at kæmpe for Grindsted Sygehus’ overlevelse. I dag handler det i højere grad om at passe på det, man har – og være med til at gøre sygehuset endnu bedre.
Støtteforeningen for Grindsted Sygehus er nemlig stadig aktiv, selvom de store protester for længst er afløst af et tættere samarbejde med sygehusets ledelse.
– Vi har en god dialog med direktionen, og vi bliver brugt. De vil gerne sparre med os og høre, hvad der sker ude i Grindsted. Vi har jo fingeren på pulsen lokalt, fortæller formand Ivar Nørlund.
BillundOnline mødte ham på julemessen i Billund, hvor foreningen var på plads for at fortælle om sit arbejde. Foreningen hjælper blandt andet med at skaffe ting, der kan gøre hverdagen bedre for patienter og personale. Afdelingerne kan søge om økonomisk støtte, og foreningen forsøger også at få lokale virksomheder til at bidrage.
– Det skal være noget, der kommer patienterne til gode. Det skal ikke bare være en almindelig investering i sygehuset. Og så vil vi selvfølgelig også gerne være med til at skabe en god arbejdsplads, siger Ivar Nørlund.
Foreningen har desuden været med til at få vejviserordningen på sygehuset i gang, så patienter kan få hjælp til at finde rundt. Men selvom samarbejdet med sygehusets ledelse er godt, er foreningen bestemt ikke blevet ukritisk.
– Hvis der kommer noget, som ikke er godt for sygehuset, så står vi selvfølgelig vagt om det. Det er jo vores opgave. Men vi er også medspillere, når der kommer nye tiltag, som vi synes er fornuftige, forklarer formanden.
Han oplever ikke længere den samme bekymring for sygehusets fremtid, som tidligere har præget lokalområdet.
– Folk er glade for at komme derind. De føler, at de får en god behandling, at det fungerer, og at vi har nogle dygtige medarbejdere, fortæller han.
Og selvom foreningen har eksisteret i omkring 25 år, er det langt fra alle, der kender den.
– Der er kommet en ny generation til, som faktisk ikke ved, at der findes en støtteforening. Derfor er det vigtigt, at vi kommer ud og fortæller om os selv, siger Ivar Nørlund.
For selvom protesterne er afløst af dialog og samarbejde, er formålet stadig det samme: At stå vagt om Grindsted Sygehus og sikre, at det fortsat er til gavn for patienterne.



