I forlængelse af sin tiltrædelse som provst for Grene Provsti pr. 1. maj ønsker Venstres medlem af kommunalbestyrelsen, Peter Fredensborg, at tage orlov fra sit politiske virke i 9 måneder frem til udgangen af april næste år.
– Der knytter sig et større intro- og uddannelsesforløb til min nye stilling, og det vil de kommende måneder medføre et betydeligt fravær i mit arbejde som kommunalbestyrelsesmedlem. Det ønsker jeg at tage konsekvensen af og søger derfor orlov fra kommunalbestyrelsen i 9 måneder, siger Peter Fredensborg.
Borgmester i Billund Kommune, Stephanie Storbank, tager beslutningen til efterretning og ser frem til samarbejdet med Sofie Schmahl som Peters stedfortræder:
– Jeg har naturligvis fuld forståelse for Peters ønske om at sætte sit arbejde i kommunalbestyrelsen på pause for at komme godt ind i sin nye stilling som provst. Og så glæder jeg mig over, at vi i Venstre har stærke folk som Sofie Schmahl på sidelinjen. Hun var tæt på selv at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen. Nu kommer hun så ind som afløser, og jeg ved, hun vil gå til opgaven med stort gå-på-mod, siger Stephanie Storbank.
Det er tanken, at Sofie Schmahl erstatter Peter Fredensborg på pladsen i Økonomiudvalget, mens Jørgen Clement vil overtage formandsposten i kommunens Børn- og ungeudvalg.
Fredensborg søger orlov fra kommunalbestyrelsen



