Frivillige ildsjæle pakkede julehjælp

En flok frivillige ildsjæle fra Støtteforeningen WeCare mødte i går op på lageret hos Rema 1000 i Grindsted.

Her blev der pakket næsten 90 julekasser, som skal uddeles til økonomisk trængte og udsatte familier med børn.

Det skriver Netavisen Grindsted.

Efter pakningen blev kasserne kørt til Frivilligcenter Billund i Grindsted, hvor de vil blive uddelt på søndag mellem kl. 14 og 17.

– Vi er yderst taknemmelige for samarbejdet med Rema 1000, som også har bistået WeCare med at ansøge om midler fra KFI Erhvervsdrivende Fond. I år har fonden afsat 8 mio. kr. som Købmændene på landsplan kan anvende til at sprede lokal julestemning, siger Charley Stephansen fra WeCare.