Fuld enighed i kommunalbestyrelsen: Mødestedet lukkes gradvist

Alle partier i Billund Kommunalbestyrelse er nu enige om at fortsætte den gradvise lukning af Mødestedet – også SF’s Rie Køppen, som – dengang med den socialdemokratiske kappe på – forrige år stemte imod budgettet netop på grund af beslutningen om at afvikle plejecentret.

Dermed er der politisk fuld opbakning til, at de mange tomme plejeboliger i Mødestedet afvikles over tid, mens pengene flyttes ud til flere varme hænder i hjemmeplejen og flere daghjemspladser.

– Der er i dag 16 ud af 27 boliger, der står tomme. Det giver ikke mening at bruge penge på tomme værelser, når vi kan bruge dem på pleje og omsorg tæt på borgerne, lyder det fra forligskredsen – som altså også indeholder SFs Rie Køppen, hvis modstand mod budgetforliget i 2023 kostede hende en eksklusion fra Socialdemokratiet. Nu bakker hun selv op om forliget, som viderefører den gradvise lukning.

– Lukning af Mødestedet er jo desværre ikke til debat, beslutningen blev jo truffet for 2 budgetter siden og står jo desværre ikke til at blive omgjort. Men nu skylder vi de medarbejdere, der arbejder og de borgere, der stadig bor, på Mødestedet at få det afviklet på en ordentlig måde, så de får en tålelig sidste tid dernede, siger Rie Køppen i en kommentar til budgettet.