Fynbo bliver ny skolechef i Billund Kommune

Foto fra Morten Kirk Jensens facebookprofil


Billund Kommune har sat navn på den nyoprettede stilling som skolechef. Det bliver Morten Kirk Jensen fra Assens, der senest kommer fra en stilling som ledelseskonsulent ved UC Syd i Haderslev. Før det var han skolechef i Kolding Kommune, men her stoppede samarbejdet brat tidligere i år. Og dét på trods af at Morten Kirk Jensen blev betragtet som en markant og synlig skolechef, der blev rost til skyerne blandt andet af Skolelederforeningen i Kolding. Han var dog ifølge Ugeavisen Kolding for et par år siden ude med riven efter elever og forældre og kaldte dem for “åndeligt dovne”.

Men nu gælder det en frisk ny start i Billund kommune, hvor han glæder sig til at begynde i nær fremtid:

– Der er høje ambitioner og jeg ser frem til sammen med politikere, direktører, chefgruppe, og ikke mindst ledere og medarbejdere at fortsætte den kvalitetsudvikling af børneområdet, som byrådet har igangsat, siger Morten Kirk Jensen.

Dermed mener børne- og kulturchef Thomas Reintoft at have sat et super team på ledelsesposterne i børne- og ungeforvaltningen:

– Med Morten Kirk Jensen som skolechef og Lisbeth Østergaard som dagtilbudschef har vi sat et stærkt ledelseshold, der sammen med øvrige ledere og medarbejdere kan sikre, at vi får skabt høj kvalitet i skoler og daginstitutioner, og at vi lykkes med at gøre vores visioner til virkelighed, siger Thomas Reintoft.