Gaarden har fundet Klaras afløser: Simon Frost Sandfeld tiltræder i august

Der bliver ikke meget tid til at vænne sig til tanken om et liv uden Klara Lyskjær Noer på Gaarden i Billund. Fritidstilbuddet har nemlig allerede fundet den person, der skal føre stafetten videre, når Klara til august går på pension efter 26 år på stedet.

Valget er faldet på 38-årige Simon Frost Sandfeld, der tiltræder som ny leder den 10. august. Simon bor i Lindved sammen med sin kone og parrets tre børn og kommer til Billund med erfaring fra sin nuværende stilling som forstander på et botilbud nær Aarhus for unge med særlige behov.

Her har han blandt andet arbejdet med pædagogisk ledelse, personaleledelse, økonomistyring og den daglige drift.

I en hilsen til Gaardens børn og forældre på lægger han ikke skjul på, at han glæder sig til at blive en del af det særlige fællesskab, som Gaarden er kendt for.

– Jeg er utrolig glad og taknemlig for, og ser med stor forventning frem til at skulle starte som leder af Gaarden. Jeg oplever Gaarden som et meningsfuldt og hjertevarmt tilbud, skriver Simon Frost Sandfeld.

Samtidig sender han en anerkendende tanke til den afgående leder.

– Det sker med stor respekt og ydmyghed over det flotte arbejde, som Klara og personalet på Gaarden har bedrevet gennem mange år, skriver han.

Den kommende leder ser især frem til at møde børnene på Gaarden og de forældre, som hver dag viser stedet tillid.

– Jeg glæder mig meget til at blive en del af tilbuddet og til at møde alle de gode børn, som har deres daglige gang på Gaarden. Ligeledes glæder jeg mig til at møde jer forældre, som betror Gaarden denne fornemme opgave, at give jeres børn tryghed og indhold i hverdagen, skriver han.

Med ansættelsen er et vigtigt kapitel i Gaardens generationsskifte på plads. Til august siger Klara Lyskjær Noer farvel efter mere end to årtier som leder og samtidig siger Gaarden goddag til en ny leder, der skal bygge videre på det fundament, som gennem årene har gjort stedet til noget ganske særligt for mange børn og familier i Billund.