Et markant stykke lokalhistorie er på vej ud af gadebilledet i Stenderup-Krogager. Den tidligere købmandsbutik i byen er nu ved at blive revet ned, efter at den nye og moderne købmandsbutik slog dørene op i slutningen af oktober sidste år.
Den nye butik blev til efter flere års arbejde, møder og stor frivillig indsats i lokalsamfundet, og åbningen blev dengang fejret med både snoreklip og festivitas.
Det er Stenderup-Krogager Invest, der står bag opførelsen af den nye købmandsforretning, som i dag danner rammen om byens dagligvarehandel. Til Netavisen Grindsted fortæller Kurt Kirkegaard, at man efter åbningen har kunnet mærke mere liv i den del af byen.
Samtidig er den gamle købmandsgrund nu solgt til naboen TC Brød, som overtager arealet, når nedrivningsarbejdet er færdigt. Og dét arbejde er altså godt i gang, og bygningerne fjernes nu, så der kan gøres klar til nye planer for området.



