GBK vil spare sine frivillige


Når Grindsted Badminton Klub i den kommende weekend for sjette år i træk afvikler de danske ungdomsmesterskaber i badminton, bliver det samtidig for sidste gang.

Klubben har i alt afviklet mesterskaberne 9 gange i perioden 2004 til 2017, men nu er det altså også slut for nu.

– Vi er nu kommet dertil, at vi synes vi har trukket så store veksler på vores frivillige, at vi alle trænger til et pusterum. Der skal bruges 90 – 100 frivillige til hvert mesterskab plus at vi derudover har vores 3 faste stævner hvert år – som dog kræver langt fra så mange frivillige, påpeger formand for Grindsted Badmintonklub, Erik Thøgersen.

Til årets mesterskaber i Grindsted er der tilmeldt 1167 spillere i alderen 8-18 år fra 151 klubber – en fremgang på 140 spillere i forhold til sidste år, hvilket er ny rekord for antal spillere og klubber der er tilmeldt.

Der spilles kampe fredag og lørdag i stort set alle haller i Billund kommune samt omegnskommunerne. Søndag afvikles semifinaler og finaler i MAGION i Grindsted.