GEV slår sig sammen med ligesindede i andelstanken

PR-foto: Rene Heiselberg Gier


GEV har meldt sig ind i Tænketanken Demokratisk Erhverv. Dermed sætter forsyningsselskabet endnu en tydelig streg under andelsejerskabet og bliver en del af et fællesskab, der tæller Danmarks demokratiske virksomheder – herunder Andel, Forenet Kredit, Tryghedsgruppen og Dansk Fjernvarme.

Og spørger man Jens Jonatan Steen, der er administrerende direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv, så kan alle demokratiske virksomheder lære noget af GEV:

– GEV er et moderne andelsselskab, der har sine fødder solidt plantet i det lokale. De påtager sig et stort ansvar lokalt, blandt andet i forbindelse med foreningslivet og i særdeleshed for miljøet og forsyningssikkerheden. Samtidigt har de været forudseende og inddraget unge mere direkte i den demokratiske ejerform. På den måde viser de vejen for, at den demokratiske ejerform kan give handlemuligheder og indflydelse til en generation af unge. Unge der gerne vil inddrages og være med til at præge udviklingen i samfundet, siger Jens Jonatan Steen.

GEV er 100 procent ejet af lokale andelshavere. De er således enten, el-, varme- eller vandforbrugere, eller en kombination på GEVs forsyningsnet. Alle andelshavere kan stille op til GEVs bestyrelse på den årlige generalforsamling og alle har lige stemmeret, hvis blot de er forbrugere af mindst én forsyningsart. Dermed er GEV også en del af den demokratiske erhvervssektor i Danmark – en sektor, der samlet set står for næsten 10 procent af den samlede økonomiske omsætning i Danmark. Og samtidig en sektor næsten alle voksne danskere er tilknyttet på den ene eller anden måde.

GEV ser det som et naturligt skridt at blive en del af Tænketanken Demokratisk Erhverv. For den demokratiske ejerskabsform har en lys fremtid:

– Den demokratiske ejerform og andelseje kan noget særligt, når vi ser på de udfordringer vi står over for i vores samfund. Det er vigtigt at vi får danskerne med på de forandringer, vi ser, er nødvendige, og der spiller det en stor rolle, at vi har en sektor med demokratisk funderede virksomheder, fortæller René Heiselberg Gier, der har været direktør i GEV siden 2016, og fortsætter:

– For os som lokal virksomhed har forbrugereje og andelseje den fordel, at de forbrugere vi servicerer og hjælper i hverdagen, de er vores ejere. Det forpligter os på en større måde end regulering eller regler kan. For leverer vi ikke det bedst mulige produkt, så kan vi let afsættes og nye kan komme ind. Derfor forsøger vi hele tiden at være i øjenhøjde med vores andelshavere og have dem med, når vi udvikler nye løsninger, der bidrager til den grønne omstilling, slutter direktøren.