GEV vil forhindre gentagelse: Ekstra strøm skal sikre vandet i Grindsted

GEV har nu sat konkrete tiltag i værk for at undgå, at borgerne i Grindsted igen vågner op til tomme vandhaner – som det skete søndag morgen den 11. januar.

En pludselig strømafbrydelse på vandværket i Grindsted betød, at mange andelshavere midlertidigt stod uden vand. Afbrydelsen skyldtes frost, som påvirkede styringen på vandværket. Nødgeneratoren blev hurtigt sat i drift, og ekstra mandskab blev tilkaldt for at få vandforsyningen genetableret.

–  Det er naturligvis generende at starte dagen uden vand, og det beklager vi. Vores driftsfolk reagerede med det samme og arbejdede intensivt for at få både styring og nødgenerator i drift, siger René Heiselberg Gier, direktør i GEV.

Vandforsyningen var tilbage i normal drift søndag aften, da den ordinære strøm igen var reetableret. Men GEV har efterfølgende taget yderligere skridt for at forebygge gentagelser.

Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning er vandværkets strømforsyning nu blevet adskilt i to separate forsyningsnet. Hvor der tidligere kun var én strømforsyning, er der nu to uafhængige net.

– Det styrker leveringssikkerheden markant og reducerer risikoen for, at en enkelt fejl kan slå hele vandforsyningen ud, oplyser GEV.

Flere borgere oplevede også, at den sædvanlige SMS-besked om driftsforstyrrelser først blev sendt klokken 8.15.

– Vi forstår godt, at manglende information kan skabe usikkerhed. I situationen var vores primære fokus at få vandet tilbage hurtigst muligt, men vi tager kritikken med os og ser på, hvordan informationen kan komme hurtigere frem fremover, siger René Heiselberg Gier.

GEV understreger samtidig, at hændelsen i Grindsted ikke har sammenhæng med andre strømafbrydelser, der samme dag blev meldt om andre steder i landet.