GF Forsikring flytter fra Billund

Der kommer flere kunder til GF Forsikring i den nordlige del af trekantområdet. Det betyder øget aktivitet og lokalerne på Butikstorvet i Billund er blevet for små.

Derfor rykker kontoret nu i et helt nyt GF-kontor på Strandgade 22 i Vejle.

– De GF-rådgivere, der hidtil har siddet på kontoret i Billund, flytter med til Vejle. De nye lokaler vil med nye og bedre modtage- og mødefaciliteter give en endnu bedre medlemsoplevelse, forsikrer Jesper Momsen Bertelsen, der er afdelingsdirektør for GF TrekantOmrådet.

Lone Callesen er en af dem der rykker med fra Billund til Vejle, og selv om det for hende personligt er lidt vemodigt, at det fysiske kontor lukker, glæder hun sig også til forandringen. Og hun vil gøre sit til, at Billund ikke bliver glemt i flytterodet:

– Den lokale relation, som vi igennem mange år har opbygget til vores medlemmer, vil stadig være der. Det sker for eksempel at jeg møder et medlem i Netto, og så står vi ofte og snakker lidt. Jeg vil jo stadig bo i Billund, så vores medlemmer vil stadig kunne møde mig i bybilledet, siger Lone Callesen.

Det bakker hendes kollega Peter Smistrup op om:

– Der er ikke nogen, der ikke ved, hvem Lone er – og det bliver der ikke ændret ved. Det kan godt være, at det ikke længere er muligt at komme ind på kontoret i Billund til en snak – men jeg glæder mig til, at vi får nogle langt mere moderne faciliteter i Vejle, så vi kan servicere vores medlemmer endnu bedre, end vi kan i dag, siger Peter Smistrup.