GGIF-damer overvintrer på tredjepladsen

Det blev en fin hjemmesejr til Grindsted på 26-20 over Mejdal-Halgård. Privatfoto


Med en sejr på 26-20 over Mejdal-Halgård i årets sidste kamp, kan GGIFs damer i 3. division gå på julepause på en tredjeplads i tabellen.

– Det var rigtig godt med to dejlige point på kontoen. Sejren var der ingen tvivl om, men den kunne bestemt have været større, hvis vi havde holdt aftalerne nede i forsvaret. Vi fik i store dele af kampen sat spillet rigtig godt op, men gav desværre for meget plads til modstanderne, siger cheftræner Vibeke Dahl Andersen.

En pauseføring på 16-11 til GGIF, en velspillende Mette Højbert i hjemmeholdets mål kombineret med solid indsats i anden halvleg, var årsagen til at GGIF vandt årets sidste kamp med 26-20.

Dermed er der juleferie – i hvert fald kampmæssigt – for kvinderne, der skal i kamptrøjen igen den 8. januar ude mod de nærmeste forfølgere på fjerdepladsen, SIF Ansager.