GGIF Håndbold overtager forårsmessen

Foto: Benny Jensen


GGIF Håndbold er blevet ny arrangør af den traditionsrige forårsmesse, der står for at skulle afvikles for 10. gang i Magion. Messen som tidligere blev arrangeret af Benny Jensen, har nu overdraget tøjlerne til håndboldklubben, som er kendt for at være særdeles aktiv med forskellige tiltag. Senest med det store håndboldstævne DJS Cup for unge håndboldspillere, som netop har haft 5 års jubilæum.

Det nye set-up bliver med klubbens tidligere formand og bestyrelsesmedlem Per Søndergaard i spidsen, som nyligt gik på pension fra direktørstolen i Grindsted El- og Varmeværk og gerne vil give klubben en hånd med det nye tiltag, hvor Benny i overgangsfasen vil hjælpe til på sidelinien, således klubben kommer godt fra land med opgaven.

– Mit hjerte har altid banket for håndboldsporten, både som aktiv spiller, leder, træner og med flere udvalgs- og bestyrelsesposter samt vigtigst af alt som leverandør af spillere, idet vores børn spiller og har spillet i GGIF. Derfor var det helt naturligt at overdrage messe stafetten til håndboldklubben, når nu min tid og muligheder er begrænsede, fortæller Benny Jensen

Messen løber af stablen i MAGION den 11. og 12. marts 2017