Det er et ungt spændende Ringkøbing-mandskab, der onsdag aften gæster Lynghallen til et møde med Grindsted GIFs damer i 3. division. Holdet tæller blandt andet flere reservespillere til Ringkøbings håndboldliga-mandskab.
– Det er et hold med gode skytter, men hvis vi får forsvaret til at stå rigtigt, så vil de få det meget svært. Omvendt skal vi ikke give dem meget plads, da de er gode på gennembrud. Formår vi derimod at finde det offensive og aggressive forsvarsspil frem, og samtidig være fokuserede og holde et højt tempo angrebsmæssigt, så vil vi stå meget stærkt, lyder forudsigelserne fra cheftræner Vibeke Dahlmann Andersen.
Hun efterlyser samtidig forbedringer i Grindsteds omstillinger:
– Kontraspillet skal vi gerne have lagt nogle lag på, da vi i de sidste par kampe ikke har haft et tilfredsstillende kontraspil, mener Vibeke Dahlmann Andersen.
Kampen i Lynghallen fløjtes i gang onsdag kl. 20.