Håndboldspillerne fra GGIFs bedste herrehold fik i aftes en forsmag på, hvad der venter i den kommende sæson, når tilværelsen hedder Håndboldligaen.
I aftes var Ribe-Esbjerg, der lige nu spiller med i mesterskabsspillet i Herreligaen, på besøg i Lynghallen til et opgør i pokalturneringen.
Og GGIF tvang fusionsholdet fra det sydvestjyske ud i tovene ved at spille uafgjort 27-27 i den ordinære kamp og dermed skulle opgøret ud i forlænget spilletid.
Her havde hjemmeholdet mest held af anstrengelserne og vandt fortjent 35-31 – og dermed er GGIF videre i pokalturneringen.
Inden kampen var der hæder til to kampjubilarer med hver 100 kampe for GGIF, Kristoffer Jessen og Magnus Sadova. Derudover skulle der siges pænt farvel til assistenttræner, Rasmus Bertelsen, playmaker Emil Larsen, der overgår til en trænerrolle i klubben og farvel til stregspiller Mikkel Damgaard, der stopper i GGIF.
Og så skulle årets herrespiller også kåres og den titel løb Kristoffer Jessen med efter en flot sæson.