GGIF vandt overlegent i topkamp

Privatfoto


Med en storsejr på 39-16 hjemme over de nærmeste forfølgere fra Funder GF cementerede Grindsted GIFs herrer i serie 1 i går førstepladsen i tabellen.

Dermed blev der aldrig helt spænding i kampen, der skulle afgøre hvem af de to der skulle gå fra opgøret som nummer 1 i tabellen.

Funder blev blæst ud af Lynghallen, da GGIF satte sig kampen fra start anført af en storspillende Emil Larsen. Emil dikterede spillet og satte Grindsted’s angreb op mod et Funder hold som hurtigt mistede troen på at de kunne få point med hjem til Silkeborg.

På fløjen var Alexander Jacobsen også godt spillende og nød godt af de mange udspil som blev omsat i flere finurlige mål.
Grindsted’s forsvar blev også bedre som kampen skred frem anført af Casper Møller og Simon Larsen. De trætte Funder-spillere havde svært ved at komme til fornuftige afslutninger i en 2. halvleg som Grindsted vandt med hele 21-4.
– En godkendt kamp i begge ender, tilføjer træner Flemming Pedersen.

Allerede onsdag skal serie 1 herrerne fra Grindsted i aktion igen. Denne gang gælder det pokalkampen mod Firehøje, der til daglig spiller i Jyllandsserien. Kampen fløjtes i gang kl. 18.40 og bagefter er der topkamp i 3. division damer hvor Grindsted tager imod Tarm-Foersum.

 

Målscorere:
Emil Larsen 14, Alexander Jacobsen 12, Simon Hansen 5, Nicklas Bjørn Jensen 4, Thomas Theilgaard 3, Armin Dzaferspahic 1.