Gitte fra Grindsted går til valg med god mavefornemmelse

Moderaternes folketingskandidat Gitte Bjerremand Andersen satte tirsdag middag sit kryds i stemmeboksen i MAGION – med en god mavefornemmelse efter en intens, men positiv, valgkamp.

Det har været en rigtig god valgkamp med fuld fart på og gode debatter, siger hun, og fremhæver især mødet med de unge vælgere som noget af det, der har gjort størst indtryk.

– Jeg har virkelig nydt debatterne på gymnasierne. De unge vil have nuancerede svar, og det giver håb, siger hun.

Selvom hun har base i Grindsted, har valgkampen budt på mange kilometer på vejene. Hun har både været synlig i Billund og Vejen – og ikke mindst i Vejle og resten af Trekantområdet.

– Jeg har mødt rigtig mange mennesker på gaden, og der har været en god stemning hele vejen rundt, fortæller hun.

Valgdagen startede ekstra spændende for Gitte Bjerremand Andersen, da hendes navn dukkede op i snakken om mulige sydjyske mandater.

– Jeg bemærkede da godt, at mit navn blev nævnt. Det er et tegn på, at man har gjort et positivt indtryk, siger hun, men understreger, at det hele afhænger af, hvor mange mandater Moderaterne ender med at få.

– Hvis vi får to mandater, så ser det jo spændende ud. Det giver i hvert fald blod på tanden.

Ligesom flere andre kandidater oplever hun en mere skarp tone i politik – både online og i debatterne.

– Når det handler om politik på sociale medier, så bliver tonen hurtigt hård, siger Gitte Bjerremand Andersen og peger især på udlændingedebatten som et område, hvor fronterne er trukket skarpt op.

– Det bliver meget sort-hvidt, og der er en tydelig polarisering – især fra yderfløjene, lyder det fra debutanten udi folketingsvalg.

Netop derfor håber hun på mere samarbejde hen over midten i dansk politik.

– Hvis yderfløjene får for meget indflydelse, bliver det svært at lave gode løsninger for Danmark, siger hun.

Og meget tyder på, at Moderaterne kan komme til at spille en nøglerolle.

– Meningsmålingerne ser positive ud, og det kan godt ende med, at vi får de afgørende mandater. Det er jo det, vi er dannet for; at skabe samarbejde over midten, siger hun.

Nu er det op til vælgerne, om det også bliver til en plads på Christiansborg for Grindsted-kandidaten.