God pose penge fra Trygfonden til Familieoplevelsesklubben

Red Barnets Familieoplevelsesklub kan igen i år komme på lejr - blandt andet takket være støtte fra TrygFonden. Privatfoto


Red Barnets Familieoplevelsesklub i Billund har endnu engang modtaget en god pose penge fra TrygFonden.

Fonden har blandt andet til formål at hjælpe flere til at realisere deres potentialer og give alle en plads i et positivt fællesskab – med trivslen som omdrejningspunkt. Sidste år modtog Billund-afdelingen også en sum penge fra Fonden og i år er der blevet i alt 33.700 kroner til at den lokale Familieoplevelsesklub kan komme på weekendlejr i løbet af året.

– Det er jo fantastisk.. Vi har fået alt hvad vi har søgt ved fonden, så det er vi dybt taknemmelige for. Det er sådan at vi normalt gennemfører lejren ude i Grene Lejren og den har vi også reserveret i år. Og med pengene fra TrygFonden kan vi gøre lidt ekstra ud af lejren – måske leje en bus og komme et sted hen i løbet af de dage lejren varer, siger formanden for Red Barnet Billund, Niels Peter Pedersen, der ikke er i tvivl om at pengene kan være med til at forkæle familierne lidt mere med ekstra aktiviteter.

I alt har TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark doneret mere end 7,5 mio kroner til forskellige projekter, der skal fremme sikkerheden, sundheden og trivslen i regionen.