Grindsted-dreng går benhårdt efter cykeldrømmen

Den 15-årige cykelrytter Rasmus Boelskifte fra Grindsted bruger stort set al sin fritid på sporten – og han er allerede blandt landets bedste. Rasmus træner i Vejle Cykelklub, hvor han hver uge tilbagelægger mellem 12 og 17 timers træning. I sidste uge cyklede han 100 kilometer en helt almindelig onsdag aften.

– Jeg har nogle mål, jeg vil opnå, og jeg kæmper for, at det skal lykkes, siger han til Netavisen Grindsted.

Cykelkarrieren begyndte som 10-årig, og siden er det gået stærkt. Rasmus er allerede Danmarksmester, har vundet de Jysk-Fynske Mesterskaber og står noteret for 5 sejre og 12 podieplaceringer i 33 løb. Særligt i gravel har han markeret sig med to titler.

Målet er at nå ud i verden og måske leve af sporten. Samtidig arbejder han benhårdt på at skaffe sponsorer til en ny enkeltstartscykel – foreløbigt har omkring ti lokale virksomheder meldt sig.

Regn, kulde og blæst er en del af pakken. Om vinteren rykker han ind på hjemmetræneren, mens klassekammeraterne følger med på Instagram.

Efter folkeskolen overvejer Rasmus en erhvervsuddannelse, men ved, at en fleksibel læreplads kan blive nødvendig for at kombinere uddannelse og cykling.

Foto: René Lind Gammelmark