Grindsted-dreng i spidsen for Hotel Hedemarken

Kenneth Thomsen (tv) bliver ny daglig leder af Hotel Hedemarken, som Claus Jespersen (th) og Jespersens Hotels overtog per 1. december. Foto: Samhandel


Det bliver Kenneth Thomsen fra Grindsted, der bliver den nye daglige leder af Hotel Hedemarken i Grindsted. Det er det tidligere Hotel Svanen Grindsted, der fra 1. december blev overtaget af Jespersens Hotel ApS, og dermed ændrede navn til Hotel Hedemarken.

Kenneth Thomsen kender hotellet temmelig godt. Han var nemlig restaurantchef på Svanen inden den blev solgt.

– Kenneth har allerede en masse ideer, og han drømmer om, at hotellet på længere sigt igen kan blive et samlingssted for bysbørnene, hedder det i en pressemeddelelse fra Samhandel.

Hotel Hedemarken har nemlig indgået partnerskab med indkøbsforeningen Samhandel omkring outsourcing af deres indkøb. Dermed får Hotel Hedemarken frigivet tid til at fokusere 100% på egne kerneområder.