Grindsted-dreng til start ved DM i cykling

Mikkel Vinding fra Grindsted kommer på hjemmebane, når han i næste måned deltager ved DM i cykling.


Når DM i cykling 2017 kommer til Grindsted til juni vil 15-årige Mikkel Vinding komme på hjemmebane. Han er født, opvokset og bosat i Grindsted, men stiller til start for Herning Cykle Klub, hvor han træner til daglig.

Han var med da kommunen sammen med Danmarks Cykle Union i dag præsenterede ruterne til DM i cykling, der finder sted fra den 22. -25. juni i Billund Kommune. Ruterne varierer alt afhængig af om der er tale om juniorerne, damerne, eliten eller pararytterne. Flere af ruterne når også omkring Billund, og der er start og målområde i Grindsteds centrum.

– Det er en fin rute, som passer OK til mig. Jeg har været ude og prøve den, siger Mikkel Vinding.

Af øvrige lokale licensryttere kan nævnes Michael Jørgensen, der stiller op i para-cykling.